MALI – ET UAFKLARET DRAMA
I Burkina er der oprettet faste flygtningelejre i Ferrerio, Damba , Gandafabou og Mentao, og der befinder sig efter de seneste oplysninger mindst 35.000 i landet, der er flygtet fra uroligheder i Mali.
Af Thyge Christensen
I november 1981 krydsede jeg grænsen mellem Mali og Burkina Faso (dengang Øvre Volta) på cykel – men præcist hvornår jeg forlod det ene land til fordel for det andet, var ikke klart. Formaliteterne på den maliske side havde jeg forinden ordnet i den lille by Tessit, og da den lokale gendarm dér beskrev ruten frem mod Beli-floden, udbrød jeg på et tidspunkt: ”Ja, og så er jeg jo inde i Øvre Volta.” Hans mine strammedes øjeblikkeligt: ”Sig ikke det; det er jo den jord, vi strides om.”
Efter årtiers disput og en kort grænsekrig i 1985 overlod de to lande sagen til Den internationale domstol i Haag og underskrev en aftale i 1989. Uenigheden gik ikke mindst på det område, hvor jeg på to hjul kørte og trak over Beli-floden og derefter mod toldstationen i Markoye og videre til vennerne i Gorom-Gorom.
Grænsen mellem Mali og Burkina er godt 1300 kilometer lang. Der blev brug for 1071 grænsesten for at markere afgørelsen materielt; den sidste blev sat på plads i 2009.
Man må tro, at de burkinske myndigheder er meget lettede over, at grænsen nu er tydelig. De maliske tuareg-oprørere har da heller ikke medtaget det nordøstlige Burkina Faso i det land, Azawad, de den 6. april erklærede uafhængigt – som de gjorde, da de under oprøret først i 90’erne tegnede nye grænser på landkortet.
Den dramatiske situation i Mali er ikke nået til en konklusion, mens disse linier skrives (23.04.). Men lad os begynde i 1850, da det store Mali-rige blev besat af Frankrig og i første omgang kaldt Fransk Sudan - blandt andet sammen med det nuværende Burkina.
Adskillelsen mellem de to kolonier blev endeligt stadfæstet efter den 2. verdenskrig. Som led i denne krig lovede den senere franske præsident de Gaulle tuaregerne deres eget land, hvis de ville støtte ham og hans frie franske. Det skulle han nok ikke have gjort, set gennem nutidens briller.
Efter Gadaffi
Mali opnåede – som Burkina – uafhængighed i 1960. Mens kun det nordlige Burkina, den tørreste og fattigste del af landet, hører til Sahel-området, så ligger store dele af Mali nord for Sahel og er altså ørken.
Tuaregfolket gennemførte i 90’erne et væbnet oprør i både Mali og Niger. I Burkina var der ingen rapporter om opstand blandt landets tuareger, der overvejende bor i Oudalan-provinsen.
Derimod tog landet også dengang imod mange tusinde flygtninge, som først kunne vende hjem til Mali, da fredsaftaler mellem Malis regering og oprørsorganisationerne sluttede fjendtlighederne.
Borgerkrigen i Libyen medførte endnu engang, at mange maliske tuareger måtte på flugt. De der havde arbejdet i Gadaffis hær, medbragte deres våben og pustede nyt liv i oprøret.
I frustration over at blive presset tilbage militært og i protest mod manglende ressourcer i kampen mod oprøret gennemførte dele af den officielle hær et statskup. Dette medførte ironisk nok så stor forvirring i både de civile og militære rækker, at oprørerne på få uger erobrede en række vigtige byer og erklærede Azawad for befriet.
Under burkinsk ledelse forhandlede det vestafrikanske fællesmarked ECOWAS’ mæglere sig frem til, at kupmagerne i hovedstaden Bamako skulle trække sig og overgive ledelsen i Mali til Nationalforsamlingens formand.
Et mirakel blev dette diplomatiske resultat kaldt, men den slags er som bekendt sjældne – så selv om Nationalforsamlingens formand nu formelt er præsident, og der er udnævnt en civil premierminister, så er soldaterne ikke tilbage i deres kaserner.
Den afsatte præsident er flygtet til Senegal. Han skulle i øvrigt under alle omstændigheder have været afløst ved et snarligt valg, da han ikke havde mulighed for at stille op igen efter to embedsperioder.
Forvirret? Det bliver desværre ikke bedre i det følgende.
Modstandere inden for oprøret
Hvis jeg har ret i, at de burkinske myndigheder er lettede ved tanken om de mange tydelige grænsesten, er det næppe primært på grund af tuaregernes oprør.
Overtagelsen af nogle vigtige byer er nemlig lykkedes i kraft af støtte fra to grupper, der på nogle områder står tuaregerne og deres organisation MLNA fjernt – primært de islamistiske ekstremister i Ansat Dine, som ønsker at indføre sharia lovgivning i hele Mali, ikke kun i Azawad, og den nordvestafrikanske version af Al-Queda, der står bag kidnapninger i både Mali og Niger.
Den 1. april lykkedes det denne alliance at erobre den berømte by Timbuktu, hvad der har stor symbolsk betydning for tuaregerne.
Men kort tid efter meddeltes det, at Ansat Dine havde jaget MLNA-oprørerne ud af byen. Også i Gao synes Ansat Dine at have kontrol, mens det må formodes at være Al-Queda, der står bag kidnapning af den algeriske konsul i Gao og seks medarbejdere på konsulatet samt en kvindelig schweizisk missionær i Timbuktu
.
Hvordan det passer ind i billedet, at burkinske sikkerhedsfolk den 17. april befriede den italienske kvinde Maria Sandra Mariani, i Tessalit i det nordlige Mali, er ikke klart. Hun havde været Al-Quedas gidsel, fra hun blev kidnappet i Algeriet den 2. februar 2011.
Burkinerne har ikke nødvendigvis haft noget med de forhandlinger at gøre, som gjorde aktionen mulig, men ”blot” hentet hende – ca. 1000 kilometer fra Ouagadougo
u.
Tuareg-folket har berettiget ry for religiøs tolerance, og der meldes flere steder om indbyrdes kampe mellem de tre oprørsfraktioner. Hvor tuaregernes MLNA sandsynligvis kan se sin fordele ved at overholde den internationale grænse mellem Mali og Burkina, så har både Ansat Dine-islamisterne og Al-Queda-folkene andre ambitioner. Men forhåbentlig ikke magt, som de har agt.
Følgevirkninger i Burkina
Venner af Burkina – ikke mindst det nordøstlige område – må glæde sig over, at ekstremister og terrorister ikke har fodfæste på den burkinske side af grænsen. Tidligere kidnapninger af vesterlændinge i Mali og Niger har gennem nogle år været skræmmende nyt, men der har aldrig været tegn på, at noget tilsvarende kunne ske i Gorom-Gorom.
Og der er heller ingen grund til at tro, at yderliggående islamister skulle få nævneværdig indflydelse i Burkina.
Dertil synes den tolerance, der præger det religiøse liv, og den samdrægtighed mellem trosretningerne, burkinerne altid har kunnet glæde sig over, for stærk.
Tilhængerne af et uafhængigt Azawad fik en ny chance i kraft af den libyske borgerkrig, men må samtidigt se i øjnene, at med Gadaffis fald mistede de den eneste statschef, som ville have anerkendt deres selvudråbte land.
Det vestafrikanske fællesmarked Ecowas har bebudet, at man vil hjælpe Mali med at generobre de tabte områder, der er på størrelse med Frankrig – og 3000 soldater menes at forberede indsatsen. Der siges at være åbnet en mulighed for forhandlinger med tuaregernes organisation, mens de to andre grupperinger bliver betragtet som banditter, som også Malis nabolande ser en stærk interesse i at stække vingerne på.
Selv om vore venner i det nordlige Burkina kan glæde sig over, at de ikke er direkte involveret i dramaet, kan se frem til, at endnu flere tuareger vil søge sydpå på flugt fra både krig og sult.
Den katolske organisation Caritas mener, at over 250.000 maliere er flygtet fra deres hjem og af dem over halvdelen over grænserne til nabolandene. I Burkina er der efter de seneste oplysninger oprettet faste flygtningelejre i Ferrerio, Damba , Gandafabou og Mentao , hvor flygtninge samles.
Allerede menes disse linier skrives, er der over 35.000 flygtninge i Burkina.
Mange har drevet deres kvæg med, og indtil nu siges de lokale at have delt deres brønde med de nytilkommende, men i de kommende måneder forventes 150.000 stk. kvæg at komme blot til Oudalan-provinsen. For at forebygge en truende konflikt om de sparsomme ressourcer er blandt andet FN’s flygtningekommissariat begyndt at køre vand til lejrene. Men ikke kun vand er en mangelvare i dette område.
Den burkinske premierminister Luc Adolphe Tiao har netop besøgt det nordlige Burkina, herunder de to sidstnævnte lejre og Gorom-Gorom. Han har derefter sendt en appel til det internationale samfund om hurtig hjælp til at imødekomme ”de maliske flygtninges legitime krav.”
”Vore maliske brødre og søstre lever med meget vanskelige vilkår,” understreger han og minder om, at også den burkinske befolkning gennemlever en meget svær periode efter den dårlige regntid med fejlslagen høst. Hirseprisen er steget med cirka en tredjedel. Og mange ville ikke kunne købe, selv om den ikke var steget.
