SKOLESTART
Thyge Christensen er sekretær i foreningen Red Børnene i Gorom-Gorom. Han besøgte i november kvinderne i M’Balla Sukaabe i Burkina Faso og har skrevet denne rapport. De vedhæftede fotos er taget af kvinderne i Gorom-Gorom.
Den lille gruppe, der leder kvindeforeningen M’Balla Sukaabe, har travlt hele året, men helt specielt optaget er de omkring d. 1. oktober. Den dag starter et nyt skoleår. Kun for dem, der er i gang med en faglig mesterlære, og de fire, der er ved at tage kørekort, er dagen ikke noget særligt.
Fem skal i forskole, 82 i en af grundskolens seks klasser, 15 i en af fire realklasser, 26 tager hul på et af gymnasiets tre år, tre fortsætter universitetsuddannelse.
Skolestarten markeres med et fællesmåltid, særligt lækker og nærende mad. 166 børn og unge med god appetit sidder i sluttede kredse om dybe fade med ris, bønner og kød fra to nyslagtede geder. En af projektets faste støtter, Richard Zongo fra den sociale myndighed Action Sociale, talte i år til børnene om den enkeltes ansvar for at forberede sin egen fremtid. Han har udprægede evner for at tale med børnene - ikke kun til dem; han får dem til at le og til at stille spørgsmål. Tidligere emner ved de månedlige fællesmåltider har for eksempel været tvangsægteskaber, HIV/aids, børns rettigheder.
I forbindelse med skolestarten foregår uddelingen af årets moskitonet, vaskespande, sovemåtter, tæpper, brugt tøj (som er nyt for det enkelte barn), og det er organiseret, så det hele forgår i ro og orden. Kaos er uværdigt for både børn og voksne.
Efter d. 1. oktober besøger foreningens forkvinde, sekretær og kasserer over en periode realskoler og gymnasier. De steder er skolepenge m.m. et kompliceret regnestykke og beløbene ganske store. Andre bestyrelsesmedlemmer er betroet at opsøge grundskolerne for at betale bidrag til forældreforeningen på cirka 17 kr. for et år og krydse lister af, så den enkeltes klasse, alder m.m. er korrekt.
Ikke alle elever er kommet med op i næste klasse. At gå et år om er så almindeligt her, at det ikke er flovt, men naturligvis ærgerligt. Det er svært at være skoleelev i klasser med 50-80 børn og næppe nemmere at være den unge lærer, der underviser i alle fag på baggrund af knap et halvt års seminarieuddannelse og en tilsvarende praktik. Dertil kan man så lægge, at undervisningssproget fra 1. klasse er et fremmedsprog, fransk.
I løbet af året er kvinderne flere gange rundt på skolerne for at høre, hvordan det går med den enkelte elev og indsamle terminsresultater. Skulle et barn udeblive, måske på grund af sygdom, så plejer læreren at ringe til foreningens sekretær.
Listerne med børnenes navne og alle rettelser i forhold til året før overfører sekretæren til et Excel-dokument og sender dem til os i Red børnene i Gorom-Gorom. Små fejl og misforståelser rettes i et konstant samarbejde med os i Danmark. Men de er forbavsende få, fejlene, i betragtning af at i deres bestyrelse på otte kvinder har kun sekretæren seks års skolegang bag sig, kassereren tre. De andre har ikke haft den mulighed, de nu slås for at give de børn, de har taget ansvaret for.
Nu skoleåret er i gang, har kvinderne (forhåbentligt) overskud til at etablere en ordning med lektiehjælp, og Richard Zongo vil støtte dem i at udarbejde et katalog med uddannelses- og erhvervsmuligheder i byen og regionen.
« Hvad kan jeg blive? » har ingen pendant i Burkina Faso, og da slet ikke i Gorom-Gorom, der ligger i landets fattigste område. Her er ordet erhvervsvejledning i mere end én forstand et fremmedord, men behovet for at udvide de unges begreber om de muligheder, der enten findes eller kan skabes, er enormt. Vi har snakket om, at et sådant katalog kan lægges på en hjemmeside og løbende opdateres.
I Gorom-Gorom området skal man kunne spænde over en virkelighed, der både rummer vilkår, vi knap har kendt i Danmark i 100 år, og den nye elektroniske tidsalder. Heldigvis er netop rummelighed et stærkt træk i folkekarakteren.
Vi fortæller hver måned om arbejdet, om området og landet i en kalenderhistorie på vores hjemmeside: www.gorom-gorom.dk.
Den hjælp, I har ydet, bliver efter vores bedste overbevisning omsat i en bedre start på tilværelsen for et stort antal børn – og netop den gruppe børn, der ellers ikke havde fået den chance. De store børn og unge siger tydeligt, at dette er et privilegium – og ikke mindre et ansvar, de skal leve op til.