Som bekendt af mange, har 2004-2005 været et meget slemt år, men høsten i oktober 2005 var en af de bedste i mange år.
For det dårligt stillede er livet i Gorom-Gorom altid en udfordring, men i år kan der samles kræfter og repareres på de materielle og menneskelige skader, som sidste år efterlod.
I september mødtes vi med to skolefolk fra Gorom-Gorom, som var på en turné i Danmark. Vi sluttede turnéen på den burkinske ambassade, hvor de af sig selv understregede, hvad det betyder for dem som skolefolk, at vore børn støttes.
De to skolefolk havde et brev med fra Balla Sukaabè -som følger her i dansk oversættelse:
"Gorom-Gorom d. 1. september 2005. Til Red Børnene i Gorom-Gorom, Danmark. Sidst i juli 2005 indkaldtes medlemmerne* af Foreningen Balla Sukaabe, Oudalan-provinsen, til ekstraordinær generalforsamling med kun et punkt på dagsordenen: Takkebrev til søsterforeningen i Danmark. I en meget bevæget forsamling bad de forældreløses mødre (med tårer i øjnene af bevægelse) medlemmerne af bestyrelsen om at viderebringe deres store taknemlighed, deres erkendelse og taksigelser til søsterforeningen i Danmark for dens enorme støtte, uden hvilken mange enker og forældreløse børn ville have lidt skibbrud** især i dette år med en fødevarekrise uden sidestykke. Takket være Red Børnene i Gorom-Gorom, Danmark, er vi reelt kommet igennem denne svære tid uden alt for mange svære ord, og derfor ønsker mødrene igen at sende deres dybtfølte tak. Måtte Gud betale jeg hundredfold for jeres velgerninger. Længe leve Red Børnene i Gorom-Gorom, så nogle udsatte støttes, så nogle tårer tørres. Generalforsamlingen."
Der står egentlig "enkerne, der er medlemmer af..." - enten fordi man specielt har indkaldt enkerne eller mere sandsynlig, fordi man bruger ord som "forældreløs" og "enke" lidt anderledes, end vi gør. "Forældreløs" kan f.eks. betyde, at man har mistet den ene af forældrene, og det gælder jo en del af børnene, at de har mistet deres far, så moren nu er enke. Men man kan med ordet mor også mene den nye mor, man har fået, efter at ens biologiske mor er død. Pudsigt udtryk i et samfund nær Sahara med 1000 km til havet.