Foreningens generalforsamling blev afviklet 15. marts 2006
Genereralforsamlingen blev trommet i gang af to eminente afrikansk inspirerede musikalske entertainere fra Viborg, der fik alle op af stolene og op i tempo. Også stemmemusklerne blev rørt.
Skriftlig beretning:
2005 var året, hvor vi er blevet mere end 80 medlemmer i foreningen, og det er der grund til at glæde sig over.
Vi har i 2005 samlet mere end 80.000 kroner ind med groft sagt halvdelen i engangsbeløb og halvdelen i kontinuerlige sponsorater.
Kassebeholdningen ser yderst fornuftig ud ved årets udgang, som det vil fremgå af det regnskab, der bliver fremlagt på generalforsamlingen.
Alt sammen ting der giver grund til optimisme. Selvom vi flere gange i årets løb har overført ekstra bevillinger til mad på grund af forrige års katastrofalt dårlige høst, er vi faktisk allerede nu i den situation, at skoleåret 2006-2007 er så godt som sikret.
Vi er utroligt glade for pengene, som i henhold til både vedtægter og intentioner vil gå ubeskåret til kvindernes arbejde med at dække børnenes basale behov og sikre deres skolegang. Et lyspunkt har været et besøg af Thyges ven og forbundsfælle i de tidligere skoleprojekter Kalifa Ouattara, hvor vi fik lejlighed til at spise en pizza sammen og høre nyt fra Burkina Faso, inden han hastigt ilede videre til venskabsskolen i Hovborg, hvor han lærte danske elever og lærere, hvordan man bygger hus i Burkina.
Et andet lyspunkt var et besøg af skolelederen fra Gorom-Nord Maiga Ayouba. Nogle af os har besøgt skolen, der er en del af Danidas skoleprojekt i området, og vi har aktuelt seks børn i skole her.
Han fulgtes med provinsskoledirektøren i Oudalanprovinsen Victor Ouédraogo.
De kunne fortælle, at vores projekt giver genlyd i provinsen, og at kvinderne arbejder seriøst. Maiga Ayouba kunne også fortælle, at skolens rammer ikke gør indlæring specielt let.
Gorom Nord har 240 elever, tre klasseværelser og seks klasser. Så en lærer underviser i hvert klasseværelse 80 elever i to fag eller på to niveauer. Under de arbejdsforhold er der mange elever, der må tage samme klasse flere gange.
Men der er nu etableret lektiehjælp lørdag og søndag for vores børn med Maiga Ayouba som underviser.
Vi reagerede, da Thyge i oktober modtog nogle skolelister, der ikke rigtigt harmonerede med dem, han havde fået sidste år. End ikke forsikringer fra Thyges ven og foreningens mentor Abdoulaye om, at alt var i orden, kunne fjerne denne lille nagende og altødelæggende fjende – tvivlen.
Heldigvis er tvivlen gjort til skamme. Thyge er i skrivende stund i Gorom-Gorom og har fået tre forklaringer på miseren samtidig med, at han ved selvsyn har konstateret, at børnene eksisterer, og at kvinderne lægger en stor arbejdsindsats i deres velfærd. Vi har nu overfor BALLA SUKAABE givet udtryk for, at vi ønsker at følge børnene nærmere, og de har derfor lavet fotokopier til os af fødselsattesterne med fotos på de 100 børn, der er omfattet af programmet. Tre er døde, og dem har vi opfordret dem til at erstatte med tre nye børn.
Vi vil fremover fra bestyrelsens side satse på at forholde os til hvert enkelt barns udvikling. Det er et stadigt arbejde at skabe et godt og velfungerende samarbejdsklima.
På den ene side skal vi fungere som djævelens advokat og kræve dokumentation for hver evigt eneste CFA franc for at sikre, at vi lever op til vores formål, at pengene går ubeskåret til børnene.
På den anden side skal vi anerkende og værdsætte, at der i den anden ende er en gruppe med vores målestok materielt meget fattige kvinder, der har overskud til midt i deres materielle underskud at gøre en indsats for en gruppe børn, der har det endnu værre, og som uden denne praktiske hjælp ville være meget ilde stedt.
Det kan ikke lykkes uden vores penge.
Men det kan så sandelig heller ikke lade sig gøre uden disse kvinders uselviske indsats.
Derfor foreslår bestyrelsen, at vi på generalforsamlingen diskuterer hvordan, vi bedst viser kvinderne, at vi påskønner deres arbejde.
Vi slutter med et genoptryk af tre afsnit fra sidste års beretning.
Det er på en gang dejligt og skræmmende, at det med en forholdsvis begrænset indsats er lykkedes os at komme så godt i vej, at vi tror på projektet.
Dejligt fordi vi kan gøre en forskel for 100 vanskeligt stillede børn i en af verdens fattigste provinser.
Og skræmmende fordi vores forenings hidtidige succes illustrerer forskellen på mennesker, kultur og materiel velstand i Europa og på et kontinent, der kun ligger få timers sejlads væk.
Jens Rossens mundtlige beretning
100 børn i Gorom-Gorom er afhængige af de burkinske kvinders og 88 danske støtters hjælp.
Men lad os lige begynde beretningen med at rejse os op og mindes dem, vi har mistet.
I årets løb er tre af vores børn og et medlem af foreningen Red børnene i Gorom-Gorom døde.
Lad os sende en tanke til:
Ibraham Hamadou, der døde 15 år gammel af åndedrætsproblemer.
Amadou Asmana, der døde 10 år gammel af malaria.
Mariam Yaya, der døde kun syv år gammel af malaria.
Ane Skjøde, der døde få dage efter, at hun deltog i mødet med Kalifa Ouattara i Hinnerup 14. august.
Ære være deres minde.
Kvinderne i BALLA SUKAABE kondolerer foreningen og de pårørende til Ane Skjøde. Vores medlem Kaj Hansen har sendt følgende hilsen til generalforsamlingen:
Jeg var en af deltagerne i turen til Gorom-Gorom for andet år. Jeg har aldrig blevet modtaget på en sådan måde før. Det var et varmt møde som jeg aldrig vil glemme og som trak tårer. Vi fik set lidt af deres arbejde og har gjort reklame i lokal radioen øst. Jeg har været ude at tale om Balla Sukaabe til 70 mennesker. Det har givet godt i sparebøssen til dem, men den er ikke fyldt endnu. Den gamle gartner Kaj.
Og Ingrid Nystrøm, tidligere formand for Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso skriver:
Jeg opholder mig i Senegal i længere tid og vil desværre ikke kunne deltage. I ønskes en rigtig god generalforsamling.
Efter disse hilsner går vi over til den egentlige mundtlige beretning. Den består af det jeg vil sige og et brev til kvinderne herfra, som Thyge efter mit indlæg vil læse op.
Året i år i foreningen har lært mig noget om respekt og manglen på samme.
Jeg var i frustration klar til at slippe tøjlerne, fordi kvinderne for at tækkes os her og nu var kommet til at sende os en liste over skolebørn, der ikke stemte med virkeligheden.
Jeg, der sidste år så klogt talte om nødvendigheden af kontinuitet. Ikke flere uregelmæssigheder, eksisterer børnene overhovedet, og altså helt ærligt, hvor svært kan det være, var tanker, der for gennem mit hoved.
Også resten af bestyrelsen var frustrerede, og derfor må jeg indrømme, at vi midlertidigt følte os handlingslammede.
Thyge, der kender kvinderne bedst, var den bedste til at holde hovedet koldt.
I dag kan vi se det udefra.
Jeg sad ved mit hæve sænkebord i mit airconditionerede kontor med en stationær og en bærbar pc, trådløs internetforbindelse, gps og telefoner, skanner og to printere – mellem små 100 ringbind og to kasser med Red børnene materialer og overvejede at trække mig som formand.
Min eneste undskyldning er, at jeg tænkte disse tanker for børnenes skyld. Og at vi i bestyrelsen skal være djævelens advokat og sikre, at vores penge ned til mindste øre går til de rigtige formål.
Tror vi ikke, de gør det, har vores arbejde ikke længere nogen mening.
I bagklogskabens ulidelige skær kan vi også prøve at rekonstruere, hvad der er sket i Gorom-Gorom.
Sekretæren i BALLA SUKAABE ser et brev om, at vi hurtigst muligt vil have en fortegnelse over de 100 børn.
Hverken sekretær, kasserer eller andre i foreningen har kontor, møbler, pc eller trådløst internet. Men kassereren, der er udenbys på sygehuset med et ben, der er groet forkert sammen, har en kasse.
Sekretæren dykker i kassen og finder papirer på en stor del af børnene og prøver så at sammenstykke et billede af resten, så hun kan tækkes den danske støtteforening, der jo har bedt om en liste. Hun gjorde jo bare sit bedste.
At sekretærens bedste så ikke var godt nok i vores øjne, understreger hvor skrøbeligt et fundament vi arbejder på.
Men vi har alle sammen lært af sagen, som jeg tror vil løfte foreningens fremtidige arbejde flere niveauer op.
Vi har lært, at vi ikke kan stille krav til kvinderne om en individuel tilgang til det enkelte barn, før vi også selv begynder at forholde os til børnene som individer.
Og arbejdet er i gang. Thyge har modtaget fødselsattester og billeder af alle børnene. Og Thyges hustru Helle har gjort et kæmpearbejde med at omdanne oplysningerne til et register, vi kan lægge på internettet og et andet med mere personfølsomme oplysninger vi kan bruge internt.
Ringbindet med børnene ligger fremme her i aften. At vores målgruppe nu skifter fra at være 100 børn med sort krøllet hår og brune øjne til at være Fatimata, Mohamed og Eric med flere er en kæmpe udfordring.
100 individer er en stor men ikke uoverskuelig gruppe at følge for bestyrelsen. Foreningen har gode vedtægter, som vi tidligere har fået opbakning til at fortolke lidt bredt, da vi betalte sovemåtter og vaskespande selvom det strengt taget ikke kan bogføres direkte som mad, tøj, skolegang eller medicin.
Vi regner med i det kommende år at tilbyde kvinderne et myggenet til hvert barn, hvis de skønner, det kan mindske risikoen for, at de dør af malaria.
Og vi regner også med at tolke begrebet skolegang bredt. Når vi for eksempel får at vide, at et af børnene er gået ud af skolen, fordi han eller hun ikke kan følge med eller har fået et handicap, skal vi kunne spørge kvinderne, hvilke andre muligheder der er for at hjælpe. Et sykursus eller en uddannelse som knallertmekaniker skal med andre ord også kunne støttes, hvis det hjælper vores børn til at blive selvforsørgende og som sådan ressourcepersoner i en fattig provins.
Ifølge vores vedtægter og ifølge vores praksis går sponsorater ubeskåret til gavn for børnene.
Herudover har foreningen årlige kontingenter fra 88 medlemmer, som vi bruger en del af men langt fra det hele til administration.
Vi er blevet opmærksomme på, at der hidtil ikke har været nogen til at dække kvindernes administrationsudgifter i form af papir, porto, fotokopier og telefon.
Men vi er faktisk nu i stand til at sende dem penge – også til det, uden at det er i strid med vores vedtægter, og uden at det går fra børnene.
Som altid vil der være tale om penge, der skal gøres rede for ned til mindste CFA-franc.
Tilbage til forskellen mellem den yderst velmøblerede virkelighed i Danmark og den næsten uforståelige materielle fattigdom i Gorom-Gorom.
Et af vores medlemmer gav Thyge penge med til kvinderne, da han besøgte dem i februar.
Penge, der ikke har været omkring vores girokonto, og som de derfor måtte bruge udenom vores forenings stramme regler.
De købte et arkivskab, et bord og fire stole. Og de var bare så glade.
Kvinderne i BALLA SUKAABE er dagens heltinder.
Vi kan sætte os ambitionen at forholde os til det enkelte barn som et navn, et billede, en alder og nogle muligheder.
Kvinderne i Gorom-Gorom kommer også tæt på børnenes tanker, traumer og forhåbentlige lykkestunder.
Det kræver store og varme hjerter at påtage sig det ansvar.
Vi skal passe på de kvinder, der passer på børnene at de ikke brænder ud.
Derfor foreslår jeg, at vi sender dem en erklæring fra generalforsamlingen om, hvor værdsatte de er, som Thyge har formuleret.