

Referat af den ordinære generalforsamling i foreningen Red børnene i Gorom-Gorom i Stavtrup Sognegård d. 27. april 2010.
Generalforsamlingen startede kl. 19.30 efter et meget vellykket musikalsk indslag af Jeppe og Elsebeth, Stephane og Chico.
1) Valg af dirigent. Tove Larsen blev valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
2) Formanden mundtlige beretning indledtes med, at vi mindede vores afdøde medlem Arne Rossen. Jens tog i den mundtlige beretning udgangspunkt i spørgsmålet: Er der stilstand eller er vi både her og dernede ved at konsolidere os. Svaret er konsolidering. Beretningen var præget af billeder fra Gorom-Gorom, fra kalenderen (den tredje og foreløbigt sidste) og Ullas fotos fra februar. Der henvises i øvrigt til den skriftlige beretning, som blev udsendt sammen med indkaldelsen. Vi har lige nu 175 medlemmer.
3) Regnskabet for 2009 blev fremlagt af den afgåede kasserer Thyge og godkendt. Der er en god udvikling i gang og også forbedringer i opstillingen, som vil kunne lette sammenligningen mellem de enkelte år. Bestyrelsen vil oprette en konto med flere renter end giroen til et buffer-beløb, der reserveres til en særlig situation, f.eks. en naturkatastrofe i Gorom-Gorom, eller til et år, hvor store forventede bidrag udebliver. Ulla gennemgik som ny kasserer budget for 2010, ligeledes godkendt af forsamlingen.
4) Arbejdsprogrammet, udsendt med indkaldelsen, blev godkendt. I årets løb tages der stilling til aktuelle sager, og udviklingstendenserne diskuteres.
5) Bestyrelsen har foreslået en række ændringer til vedtægterne. Se evt. vedtægterne vedlagt eller vedhæftet.
Forslag til ændring af § 1: Sidste ord ”Hjortshøj” ændres til ”Århus”. Vedtaget. Kommentar: Bestyrelsen undersøger, om der fortsat er behov for at notere et hjemsted.
Forslag til ændring af § 4: Sidste sætning udgår. Vedtaget.
Forslag til ændringer i § 6: ”Mindst tre medlemmer” ændres til ”fire-syv medlemmer”. ”Bestyrelsesmedlemmer udover tre” ændres til ”Bestyrelsesmedlemmer udover fire.” ”Samtlige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter” ændres til ”Samtlige bestyrelsesmedlemmer”. ”når tre bestyrelsesmedlemmer/suppleanter er til stede” ændres til ”når halvdelen, dog mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede”. Næstsidste sætning udgår. Kommentar: Alle medlemmer er velkomne til at melde sig til bestyrelsesmøder. Når bestyrelsen har bestemt en mødedato og – sted, offentliggøres dette på hjemmesiden.
Forslag til ændring af § 9: ”ved brev” ændres til ”ved brev eller mail”. ”Valg af bestyrelse og revisor ” ændres til ”Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter”. Der tilføjes et pkt. 8 med teksten: ”Valg af revisor og revisorsuppleant.” Vedtaget. Kommentar: En god ide at afholde temamøder.
Der var ikke indkommet andre forslag.
6) Kontingentet er uændret 150 kr.
7) Tove Larsen blev nyvalgt til bestyrelsen. Jens Rossen, Alex Holm Jensen, Ulla Schou Pedersen, Karen Lundtofte, Erik Vestergaard og Thyge Christensen blev genvalgt. Valgt som suppleanter i nævnte rækkefølge blev Henning Lytoft Simonsen, Grethe Vestergaard og Gurli Djernæs. Villy Hansen blev genvalgt som revisor. Peter Nielsen blev valgt som revisorsuppleant.
8) Eventuelt. Elisabeth Frausing forslår, at vedtægterne ændres, så bestyrelsesmedlemmer vælger i en to-års turnus. Bestyrelsen vender tilbage til spørgsmålet.
Kvindemuseet har bekræftet, at der arbejdes på at invitere to af kvinderne fra M’Balla Sukaabe til Århus i 2012.
Gurli og Jyttes loppemarkeder har givet 5.000 kr., som blev afleveret til kassereren. Fortjent bifald!
Elisabeth spurgte, om vi kan regne med, at penge, der indbetales til Merkur Fonden går videre til vores forening. Bl.a. Alex har erfaring fra indbetalinger til Merkur Fonden og udtrykte stor tillid til systemet. Indbetalere til Merkur Fonden opfordres til at meddele beløb til vores bestyrelse, så vi kan sætte navn på indbetalingen i regnskabet.
Jens meddelte, at de der kan skaffe et eller flere nye medlemmer, gerne må få kalendere til disse som velkomstgave.
Ordstyreren takkede, afsluttede mødet og blev takket.
Referent: Thyge Christensen
21 medlemmer deltog i årets generalforsamling den 24. april 2009 i Langenæskirken, Århus.
Sammen med dagsorden var udsendt formandens skriftlige beretning, bestyrelsens forslag til arbejdsprogram for det kommende år samt forslag til vedtægtsændringer.
Dirigenten, Torben Würtz, konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.
Inden behandling af dagsordenen var der en kort præsentationsrunde, hvor deltagerne præsenterede sig selv og deres tilknytning til foreningen.
Formanden indledte sin mundtlige beretning med at udtale mindeord i forbindelse med et dødsfald blandt en af foreningens børn i Gorom-Gorom.
Beretning
Formanden nævnte, at vi kunne glæde os over
· at foreningen på 6 år er vokset fra 13 til 158 medlemmer
· at vi i dag via 81 værger i M’Balla Sukaabe aktivt støtter 150 forældreløse eller vanskeligt stillede børn
· at vores støtteaktiviteter er blevet bredere og dybere bla. som følge af en kraftig stigning i sponsorbidrag.
Årets store begivenheder var
indvielsen i efteråret 08 af et nybygget samlingssted for foreningens kvinder og børn. modtagelsen i dec. 08 af en 40 fods container fyldt med indsamlede, nyttige effekter til brug ikke alene for M’Balla Sukaabe, men også for den kommunale administration samt byens sundhedsklinik og skoler.
Jens rettede en tak til Alex Holm Jensen og Thyge Christensen for deres indsats i forbindelse med disse to aktiviteter.
Jens gav en redegørelse for en nylig hændelse, hvor en ung pige tilhørende vores kreds var blevet bortgiftet og meldt ud af skolen. Efter tæt dialog med bestyrelsen for M’Balla Sukaabe er resultatet i dag, at pigen er vendt tilbage til skolen og sin værge. Ægtemanden har accepteret, at pigen selv kan bestemme sin skæbne efter endt skolegang.
Formanden lagde ikke skjul på, at der i bestyrelsen har været svære overvejelser i denne sag. Der var fra deltagerne mange spørgsmål og kommentarer, men klar tilslutning til bestyrelsens stilling i sagen.
Generelforsamlingen godkendte beretningen enstemmigt.
Regnskab for 2008
Thyge forelagde regnskabet for 2008, der viser samlede udgifter på 361.793 kr. De største poster er byggeudgifter mv. på 204.000 kr. vedrører samlingsstedet, mens fødevarehjælp og udgifter til skolestart og uddannelse andrager 144.000 kr. Foreningen har ved årets udgang kontante midler på 84.074 kr.
Thyge fortalte om de store gebyrer, op til 4 %, der er ved at overføre penge til Burkina Faso. Disse må enten betales af os, hvis midlerne overføres direkte til Western Union i Gorom-Gorom, eller kvinderne må betale et lidt mindre gebyr ved hævning i banken i Dori, men samtidig løbe en risiko for røveri ved transport af pengene til Gorom-Gorom.
Spørgsmålet har betydning i forbindelse med foreningens vedtægter, hvor det af § 5 fremgår at ”sponsorater fra institutioner, virksomheder, organisationer og private går ubeskåret til Balla Sukaabes arbejde”. Vi lægger i foreningen megen vægt på denne bestemmelse, og gør alt hvad vi kan for at holde administrationsudgifterne (inkl. gebyrer) så lave som overhovedet muligt.
Det er imidlertid bestyrelsens indstilling, at vi fra dansk side må betale hvad det koster at overføre pengene og ikke udsætte kvinderne for unødige risici og så leve med, at foreningens formelle udgifter til administration bliver større end ønsket. Vi betragter problemet som en engangs-episode i forbindelse med de ekstraordinært store forsendelser i 2008 p.gr.a. byggeriet af samlingsstedet. Spørgsmålet løser sig i øvrigt i takt med stigende medlemstal og stigende kontingentindtægter. Generalforsamlingen var enig i denne vurdering og godkendte regnskabet enstemmigt.
Arbejdsprogram for 2009
Arbejdsprogrammet var udsendt med den skriftlige beretning. Jens fremhævede, at nøgleordene bliver ”stabilitet” og ”integrering” affødt af de 50 % flere børn end tidligere og de mange nye initiativer.
Der var en god og livlig debat om prioriteringer, tilvalg og fravalg. Alle var enige om vigtigheden af, at alle aktiviteter og initiativer skal være 100 % forankret hos kvinderne. Vi kan og skal ikke styre på flere tusinde kilometers afstand. Vi kan støtte og inspirere kvinderne, men de handlinger der udføres, er deres valg og deres ansvar.
Der var flere gode ideer til organisering af biblioteket, herunder at få ældre elever til at gå i spidsen for arbejdet og virke som rollemodeller.
Betydningen af lektiehjælp blev understreget. Al erfaring viser, at man ikke må tabe eleverne i en tidlig fase af skoleforløbet. Samtidig viser statistikken, at eleverne gennemsnitlig bruger 8 år til at afslutte grundskolens 6 års forløb.
Det oplystes, at der ikke betales skolepenge for piger i deres 2 første skoleår. For yderligere at stimulere skolegang for pigeelever får de efter hver måneds skolegang en pose hirse med hjem.
Kalenderen for 2010 har som foreløbig arbejdstitel: Forbudt for voksne. Kalenderen kommer tidligere på gaden end sidste år, formentlig 22. nov. Kalenderen vil, evt. på bagsiden, indeholde et kort over Afrika med angivelse af Burkina Faso og Gorom-Gorom.
Alle medlemmer opfordres til i god tid at overveje, hvorledes man bedst mulig kan bruge (og sælge) kalenderen. Det blev foreslået at sænke prisen til 100 kr. pr. stk. suppleret med et portogebyr i de tilfælde, hvor kalenderen skal sendes.
Budget 2009 samt kontingent
Der budgetteres med samlede udgifter på 281.000 kr. De største poster er fødevarehjælp med 120.000 kr. og uddannelse, skolepenge mv. med 80.000 kr. Der er afsat 40.000 kr som engangsudgift til samlingsstedet inkl. bygning af et vagthus. Porto, gebyrer mv. er anslået til 20.000 kr.
Der budgetteres med indtægter på 281.500 kr. Heraf sponsorbidrag med 180.000 kr., nettoprovenu fra kalendersalg med 60.000 kr. samt overskud fra rapkoncert med 20.000 kr. Kontingenter indgår med 20.000 kr., idet kontingentet foreslås forhøjet til 150 kr.
Uden for budgettet er der separate anskaffelser til samlingsstedet på ca. 90.000 kr. finansieret ved særskilte sponsorbidrag fra Alex og SAS’ u-landsgruppe.
Budgettet blev enstemmigt vedtaget, herunder et kontingent på 150 kr. for 2009.
Ændring af vedtægter
Efter forslag fra bestyrelsen blev det vedtaget at rette Balla Sukaabe i vedtægterne til M’Balla Sukaabe, da dette er den korrekte tale- og skrivemåde på fulfulde sproget.
Valg af bestyrelse, suppleanter og revisor
Følgende 7 blev valgt til bestyrelsen:
Jens Rossen
Thyge Christensen
Ulla Schou Pedersen
Erik Vestergaard
Henning Lytoft Simonsen
Alex Holm Jensen
Karen Lundtofte
Som suppleanter valgtes, i rækkefølge:
Grethe Vestergaard Madsen
Gurli Djernæs
Thorbjørn Bech-Rossen
Villy Hansen blev genvalgt som revisor.
Bestyrelsen blev opfordret til på næste års generalforsamling at foreslå ændringer til vedtægterne med sigte på a) dels en 2 årig valgperiode for bestyrelsesmedlemmer, b) dels et fast antal medlemmer af såvel bestyrelsen som suppleanter.
Eventuelt
Gurli Djernæs, Vrå overrakte en kuvert med 3000 kr. som bidrag til foreningens arbejde. Pengene var tjent ved salg af kunsthåndværk og afholdelse af loppemarked. Generalforsamlingen kvitterede med klapsalve.Thyge nævnte, at der for beløbet kan købes 10 sæk hirse a 90 kg, hvilket svarer til 10 familiers behov i 1 måned. Flot indsats! Der blev af andre deltagere i generalforsamlingen ydet spontane bidrag på i alt 1615 kr. Også stor tak for dette beløb.
Flere deltagere gav udtryk for, at de gerne vil yde et stykke praktisk arbejde, når foreningen måtte have behov for det. Formanden takkede for tilsagnet.
Mødet hævet. (En rigtig god generelforsamling – tak for det)
Referat fra tidligere års generalforsamlinger kan du finde i Arkiv.