Foreningens Vedtægter
§ 1) Foreningens navn er Red børnene i Gorom-Gorom, og dens hjemsted er Århus.
§ 2) Foreningens formål er at støtte den burkinske forening M'Balla Sukaabe (Red børnene) med hjemsted i Gorom-Gorom i at skaffe specielt trængende børn i Oudalan-provinsen mad, tøj, medicin, skolegang/uddannelse og andre livsfornødenheder.
§ 3) Som medlemmer kan optages personer, institutioner eller virksomheder, der kan tilslutte sig § 2. Hvert medlem har en stemme på generalforsamlingen.
§ 4) Hvert privat medlem betaler et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen for det kommende år.
§ 5) Sponsorater fra institutioner, virksomheder, organisationer og private går ubeskåret til M'Balla Sukaabes arbejde.
§ 6) Foreningen repræsenteres af en bestyrelse på fire-syv medlemmer, der vælges af generalforsamlingen blandt foreningens medlemmer forskudt for to år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Generalforsamlingen bestemmer antallet af bestyrelsesmedlemmer ud over fire.
Generalforsamlingen vælger herudover mindst to suppleanter i prioriteret rækkefølge. Suppleanter indtræder i bestyrelsen, hvis medlemmer af denne er midlertidigt eller varigt fraværende.
Samtlige bestyrelsesmedlemmer indkaldes til hvert møde.
Sekretæren fører protokol over bestyrelsesmøder og generalforsamling.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen dog mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er forslaget forkastet.
Al bestyrelsesarbejde er ulønnet.
§ 7) Foreningen tegnes af formanden og ved dennes forfald af næstformanden samt yderligere et medlem af bestyrelsen.
§ 8) Foreningens regnskabsår følger kalenderåret og revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor.
§ 9) Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes i hvert års andet kvartal og indkaldes med mindst tre ugers varsel ved brev eller mail til samtlige medlemmer. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden, der som minimum indeholder følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Formandens beretning.
3) Forelæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
4) Arbejdsprogram for det kommende år.
5) Behandling af indkomne forslag.
6) Fastsættelse af det kommende års kontingent.
7) Valg af bestyrelse og to suppleanter.
8) Valg af revisor og revisorsuppleant.
8) Eventuelt. Yderligere dagsordensforslag skal være bestyrelsen i hænde senest en uge inden generalforsamlingen..
Ekstraordinær generalforsamling kan når som helst indkaldes med mindst tre ugers varsel af bestyrelsen eller på begæring af mindst en tredjedel af medlemmerne.
§ 10) Ændringer af vedtægterne kan foretages på en generalforsamling, såfremt ændringsforslaget fremgår af den udsendte dagsorden og vedtages med to tredjedeles majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte.
§ 11) Foreningen kan ophæves, såfremt det vedtages på to på hinanden følgende hver for sig indkaldte generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. Ved foreningens ophævelse overdrages dens midler efter ånden i § 2.
Opdateret efter beslutning truffet på generalforsamlingen 8. april 2008
Opdateret efter beslutning truffet på generalforsamlingen 24. april 2009
Senest opdateret (Lørdag, 05. september 2009 15:06)
Opdateret efter beslutninger truffet på generalforsamlingen 27. april 2010.
Opdateret efter beslutning truffet på generalforsamlinen 27. april 2011.