Beretning 2009
Da Thyge Christensen, Alex Holm Jensen og undertegnede besøgte M’Balla Sukaabe i november for at lave Samhørighedens kalender 2010, havde vi en oplevelse, der gør, at der er grund til optimisme for de 150 børn, vi nu tager os af.
Samlet med kvinderne til et egentligt møde om situationen lige nu, spurgte vi til, hvilke ønsker de havde. Formanden for M’Balla Sukaabe Belhore Sidiki svarede på fulfulde, der blev oversat til fransk og derefter til dansk.
- Vi har det ønske fortsat at kunne hjælpe alle børnene, sagde hun.
Året før havde vi stillet samme spørgsmål og fået en alenlang liste over gode ideer til, hvad der kunne gøre livet nemmere. Ting, vi tager som en selvfølge, men som gør en væsentlig forskel i Burkina Faso.
Elektricitet, vand og gryder for eksempel.
Vi havde stort set indfriet ønskerne fra den første ønskeliste, fordi der var ræson i dem, og fordi mange tog direkte sigte mod at få deres nye samlingssted til at fungere.
Var de så nu løbet tør for ønsker. Nej. Det største var tilbage. Bare vi kan få det til at fungere for de 150 børn.
Red børnene i Gorom-Goroms medlemstal er støt vokset gennem årene. Så da kvinderne sidste år opgraderede fra 100-150 børn, var det ikke et problem for os.
Men for M’Balla Sukaabe, der stadig tegnes af en bestyrelse på otte, hvoraf især sekretær Hadjata Ohaya og kasserer Fatimata Issa yder en kolossal arbejdsindsats, er hverdagen blevet mere hektisk.
150 børn er registreret med værge, alder, oplysninger om forældrenes skæbne, skole, klassetrin samt om de er dumpet eller ej og sikkert også mere. 31 nye værger er kommet til, da M’Balla Sukaabe sidste år udvidede skaren af børn og tog over fra en italiensk organisation, der havde finansieret et års skolegang for de nye 50 børn.
Det kræver sine kvinder at have ansvaret for en organisation med halvanden gang så mange børn og ikke mindst at beholde det gode samarbejde med værgerne om, hvordan børnene udvikling bedst sikres.
Til det formål har de nu samlingsstedet. Her er i dag kontor, bibliotek, fællesrum, depot, vagtrum og latrin. Her er lejlighedsvis elektricitet, når kvinderne vælger at tænde generatoren, og vandpumpen ligger lige uden for grunden.
Her samles kvinderne i dag dagligt for at organisere indsatsen, snakke og brodere. Havebruget ved Buuli-søen har aldrig været så effektivt som nu, og det bliver endnu bedre, når et nybygget vandreservoir tages i brug. Vandet skal pumpes op fra søen med en benzindrevet pumpe og fra reservoiret fordeles på haverne. Også på grunden ved samlingsstedet har kvinderne dyrket jorden. Okra herfra satte smag og vitaminer på den første fællesspisning for børnene.
Det er også på samlingsstedet at en gruppe kvinder over en treårlig periode deltager to måneder hvert år i et alfabetiseringsprojekt.
Depotet bliver brugt til at opmagasinere ting, der endnu ikke er kommet i brug. For eksempel symaskiner og computere fra den container, der ankom til Gorom-Gorom i januar 2009.
Kvinderne ønsker sig frem for alt ro til at tage hånd om de 150 børn, og det er nok en god ide.
Lektiehjælpen er ikke så omfattende, som vi havde forestillet os. Men de store elever hjælper de små, og elever i afgangsklasserne får særlig støtte i måneden op til eksamen.
I årets løb har flere medlemmer haft runde fødselsdage eller andre store begivenheder, hvor de i stedet for at ønske sig gaver har ønsket sig støtte til Red børnene i Gorom-Gorom. Det er der kommet pæne beløb ind på kontoen.
Vi har haft pæne indtægter både fra de xxx medlemmer men også fra små såvel som store sponsorer.
I årets løb har vi ændret konstitueringen, så Ulla Schou Pedersen afløser Thyge Christensen som kasserer og så Thyge Christensen nu er sekretær.
Og så er vi blevet arbejdsgivere og har ansat en vagtmand, der i næste beretningsperiode formentligt bliver tilmeldt Den Social Sikkerhedskasse, der sikrer ham en pension, når den tid kommer.
Hvert år vælger flere medlemmer af foreningen, at tage med på Thyges temarejser til Burkina Faso og dermed også at besøge vores projekt i Gorom-Gorom. 2009 var ingen undtagelse.
Som kvinderne kan vi slutte denne beretning med at citere Belhore Sidiki:
- Vi har det ønske fortsat at kunne hjælpe alle børnene.
Beretning 2008
2008 har været et på alle måder spændende år. Et mulighedernes år, hvor mange skibe er sat i søen og mange drømme indfriet.
Samtidig har vi fortsat støt medlemsfremgang og har på seks år udviklet os fra at være 13 medlemmer til at være 154 medlemmer.
Først og størst er naturligvis, at kvinderne fra at have administreret deres projekt som værger for 100 børn fra kasserer Fatimata Issas hjem, nu har fået deres eget samlingssted.
Her er tale om en grund på omkring 2400 kvadratmeter med et hus, der har bibliotek, kontor og fællessal. Udenfor er der køkken overdækket såvel som frit, vagthus og latrin.
I november blev det indviet ved en festlighed, hvor blandt andre provinsens højkommissær, byens viceborgmester og repræsentanter fra den danske ambassade deltog.
Her deltog også en mængde voksne og børn, der bogstaveligt talt var trommet sammen til den store begivenhed. I alt var der op mod 300 til indvielsen.
Også Alex Holm Jensen og hans kone Anne-Grete Jensen, der sammen med Systematic har sponsoreret huset, deltog sammen med Thyge Christensen og Jens Rossen fra Red børnene i Gorom-Gorom i festlighederne.
Højkommissæren fremhævede i sin tale vores samarbejde med kvinderne i M’Balla Sukaabe som meget velfungerende – også målt op mod andre projekter.
Realskoleeleven Mariam Mint Moctar beskrev for børnene meget poetisk, hvad hjælpen betyder for de børn, der får hjælp gennem projektet. Hun sagde blandt andet:
Da skæbnen bankede på hos os og gentagne gange rev vore kæreste fra os, da havde vi kun lige tid til at tørre vore øjne, før en redningsstage blev rakt ud til os af barmhjertige sjæle. Disse tapre kvinder viger ikke for nogen forhindring. De er dynamiske mødre i en families midte.
Foreningen M’Balla Sukaabe, æret være du…
Senere sagde hun:
…til vore tapre forældre i Danmark siger vi ”taak”.
Fordi I har vasket vores ryg, vil vi selv vaske vores mave og vores ansigt.
Snart vil vi selv kunne fiske, fange fisk til at ernære os selv og ernære andre.
Vi ønsker dig et langt liv, M’Balla Sukaabe, og sikkert og vist ønsker vi også os selv et langt liv.
Tak.
Vi holdt også en tale, der var rettet mod kvinderne. Den lød:
Kære skønne kvinder i M’Balla Sukaabe. Det er en glad dag, hvor vi kan samles her og indvie jeres nye samlingssted.
I har fortjent det.
Det er snart seks år siden, vi stiftede M’Balla Sukaabe Danois (danske Red børnene i Gorom-Gorom). Vi er en dansk søsterorganisation, der nært samarbejder med jer om at hjælpe børnene. Seks år har vi været sammen og hvilke år. Jeg er sikker på, at alle i de to søsterorganisationer har lært meget. Lært at finde muligheder, hvor de er svære at se. Vi har både grint og grædt.
Grint, når vi har mødtes, og I har modtaget os med gæstfrihed. Når I har fremvist resultater med velfortjent stolthed. Og når vi har danset og været glade sammen.
Grædt, når høsten har været for dårlig. Når børn er døde af sygdom. Og da regnen tog husene.
Jeg overbringer de varmeste hilsner fra bestyrelsen i M’Balla Sukaabe Danois. Og fra medlemmerne, som jeg repræsenterer i dag.
Vi var 13, der stiftede foreningen i 2003 efter at have mødt jer personligt. I dag er vi flere end ti gange så mange i M’Balla Sukaabe Danois.
Det er fordi, vi er gode til at snakke sammen. Og fordi vi er gode til at fortælle historier. Vi har medlemmer, der er både rige og fattige. De er samlet i engagementet og i et ønske om at være en del af jeres historie.
Af vores historie.
Jeres historie blev i høj grad vores, da regnen i 2006 tog en tredjedel af husene i Gorom-Gorom. 53 af de børn, vi beskytter, blev med værgerne og med værgernes familier boligløse .
Katastrofeindsamling, rapkoncert og kalendersalg var de virkemidler, vi brugte for at samle penge ind til at genhuse familierne. Det tog sin tid. Men det lykkedes. I dag har I fået jeres nye samlingssted.
I har fortjent det.
Alex Holm Jensen, der er til stede med sin hustru Anne-Grete, har skabt denne mulighed. Alex og Anne-Grete er som vi imponeret over jeres engagement, aktiviteter og over de resultater, der allerede er skabt.
Derfor er der nu givet tilsagn om, at I kan få møbler og meget andet fra containeren og om, at I kan få vand og elektricitet og en vagtordning ved det nye hus.
Fra 8. december sælger M’Balla Sukaabe Danois Mulighedernes kalender 2009 for at støtte vores fælles arbejde I ugens løb har vi med billeder og tekst søgt at illustrere både håb og muligheder. I har assisteret og vist masser af eksempler på blomster i ørkensandet.
Det lover godt for børnene i M’Balla Sukaabes familier.
Tak.
Kalenderen er i år fuld af håb og muligheder. Vi fik trykt 1.000. Knap 100 er foræret til vennerne i Burkina Faso, og der har været enkelte fejltryk. Samlet har vi solgt mere end 700, så I kan stadig nå at være med ved at købe gennem hjemmesiden eller på generalforsamlingen.
Kalenderfortællingerne på vores hjemmeside er i år blevet udbygget på med flere informationer og ikke mindst billeder, der underbygger historierne. Se hvordan på www.gorom-gorom.dk.
Der sker hele tiden noget i foreningen, og der er rigtigt mange gode ideer til, hvad det nye samlingssted kan bruges til. I årets første måneder var to grupper danskere på besøg og så, hvordan kvinderne er begyndt et alfabetiseringsprojekt på deres lokalsprog fulfulde.
Samtidig viste det sig, at kvinderne i M’Balla Sukaabe betalte skolepenge for yderligere 50 børn.
Disse børn fik sidste år betalt skolepenge fra en italiensk organisation og siden intet.
I bestyrelsen har vi vurderet, at vores forening er stærk nok til at løfte opgaven med en halv gang flere børn. Og sammen med kvinderne har vi derfor indrulleret børnene og de nye værger i vores fælles projekt, der herefter tæller 81 familier og 150 børn.
8. marts, på kvindernes internationale kampdag, var kvinderne fra bestyrelsen i M’Balla Sukaabe kaldt til Dori, hvor de af regionen hver fik overrakt en medalje for deres mangfoldige indsats.
Fra nu er det muligt at opnå skattefradrag for sponsorindbetalinger til Red børnene i Gorom-Gorom. Hør hvordan på generalforsamlingen eller læs det brev, der bliver sendt ud med referatet.
Det er ikke let at være forældreløst barn i en sårbar egn i et af verdens fattigste lande. Her er det godt, at der findes kvinder med hjerte og energi som vores kvinder i M’Balla Sukaabe.
Vi har i årets løb ofte hørt fra vores kvinder, at de værdsætter den store støtte som vores forening yder dem, både økonomisk og på anden vis.
Denne tak vil jeg hermed gerne videregive til foreningens medlemmer.
Beretning fra tidligere kan du finde i Arkiv.