Kalenderfortælling november 2010

Nomadekultur - livsgrundlaget i en verden af forandringer.

Nomadekultur
Det mest talte sprog i det nordøstlige Burkina Faso er fulfulde, peul-folkets sprog.

En fransk kvinde, der i længere tid boede i en mindre by i nærheden af Gorom-Gorom, besluttede engang at få sin”fulfulde-lærer” til at nævne alle de udtryk, der beskriver kvægetsaftegninger. Da hun var nået til 40, gav hun op – mest fordi hun havde indtrykaf, at han lige var begyndt.

Peulerne (som i engelsktalende lande kaldes fulanierne)stammer oprindeligt fra Egypten-Etiopien området. I jagten på græsgange til deres kvæg har de gennem århundreder foretaget en lang rejse, først mod sydvest gennem Sahara, der dengang var grønnere end nu.

Da de nåede havet ved det nuværende Gambia og Senegal, fortsatte de mod sydøst, så der nu bor cirka 20 millioner peuler i en snes lande.

Gennem århundreder har disse folk været uden fast bopæli de områder, hvor de blev.

Peulerne udgør ikke et flertal i Gorom-Gorom området. Endnu flere familier har deres udgangspunkt i tuareg-kulturen, som traditionelt har betragtet dromedaren som vigtigere end koen. Begge befolkningsgrupper har dog den samme grundlæggende nomadekultur som mental ballast.

På utallige områder præger den gamle nomadekultur måden at tænke på og handle på i det nordøstlige Burkina Faso.

Hovedhjørnestenen i en peul-families liv er stadigvæk zebu-køerne, og livet er fyldt med regler ogtabuer, der har deres udgangspunkt i kvæget.

Først i de seneste årtier er tankegangen ved at ændre sig, så rentabiliteten bliver vigtigere end kvægets skønhed.

Og flere og flere lytter til landbo- og opdrætterforeningernes råd,der går på at sælge, når udbyttet er størst, i stedet for at satse på at øge hjordens størrelse.

De burkinske peuler er nu halv-nomader, og i dag har næsten alle marker, hvor de dyrker hirse i regntiden. En del bor stadigvæk i små runde hytter, så hele bopladsen kan tages med på æselryg, når kvæget skal flyttes for at gøde nye mark-områder, men de fleste har en fast landsby.

Nogle måneder efter høst, måske i december,vil mange af de unge peuler drive kvæget sydpå i søgen efter græsning og vand,og der er en tendens til, at de bliver væk i længere tid og søger længere væk.Det giver en del konflikter med de agerbrugere, der føler sig gået for tæt på.

Økonomisk og mentalt er kvæget stadigvæk den vigtigste faktor, når det skal vurderes om året er godt.

For en dansker, hvis grundlag er en gammel bondekultur, kan det være svært at forstå, at de fleste i det nordøstlige Burkina Faso stadigvæk betragter græsgangene som vigtigere end markerne. Hvis regnen falder, så der kommer gode græsgange, vil få beklage sig,selv om høsten slår fejl.

Og for den samme dansker kan det være sundt at overveje forskellene mellem den form for planlægning, der præger en nomadekultur, og den planlægning, der styrer et bondesamfund – for slet ikke at tale om et industrisamfund.

Nomader reagerer hurtigt og prøver sig gerne frem. En beslutning kan som regel ændres uden katastrofale følger. Bonden forsøger at forudse og tilpasse sig alle de krav, naturen stiller til ham i mange måneder frem.

Et eksempel fra den moderne verden kan være, at den, der har ansvaret for, at en stor beholder altid indeholder vand, sandsynligvis først reagerer, når den er tom - hvis vedkommende er vokset op i en nomadekultur. Vi andre stikker en målepind i beholderen og går i gang med at fylde den op, før den er tom.

Derimod er det sandsynligvis et udtryk for traditionel nomadetankegange styrke, at mange landsbyer i området har vist stor fleksibilitet i søgen efter nye indtægtskilder, mad og beskæftigelse, efterhånden som det er blevet sværere og sværere at leve af såvel kvægdrift som hirsedyrkning.
 
De kvinder, der har skabt foreningen M’Balla Sukaabe, lever mentalt i en overgangsfase mellem to tankesæt. Det stiller store krav til dem. Århundreders grundlæggende reaktioner ændres; det er en meget krævende proces.

Skolesystemet er præget af et nyt samfunds tankesæt, og for næste generation vil dilemmaet mellem det, man har lært som barn, og det, nutiden tilskynder en til, blive mindre.

Men vore samarbejdspartnere i Gorom-Gorom har næsten ikke gået i skole, nogle få i to-tre år – sekretæren i seks.
 
Snart otte års samarbejde har vist, at vi kan nå frem til fælles resultater. Men det har også gjort det klart, at det ikke er nemt. Vi lærer noget hele tiden – både danskere og burkinere.