Kalenderfortælling

Du har kørt i en hårdt affjedret firehjulstrækker gennem varmen i mange timer. Især den sidste time på en dårlig vej har tæret på kræfterne. Nu trænger du bare til at nå frem til Hôtel Amitié i Gorom-Gorom.
Sløvheden har vundet over interessen for delandskaber og landsbyer, der farer forbi bilruden. Du er træt og trænger til bare at være dig selv. Og til at få et brusebad. Og måske en lille lur på værelset.
Så ser flokken med kvinder og børn, musikere, der slår på kalabasser og spiller på traditionel guitar. Mange af dem. Du kan ikke nå at tælle.
Måske når du lige at tænke: Åh nej, jeg orker ikkeat være på lige nu. Men det er forsent: Smilene har omringet dig, du bliver fanget ind af dansen og musikken. Små og store kroppe bevæger sig i elegante og glade bevægelser.
Ganske kort tid efter, at chaufføren klogeligt har standset bilen, er du en del af det, ikke tilskuer.
Måske erdet først for alvor nu, du opfatter, at dette er modtagelsen. Du er blandt venner, der ønsker dig velkommen og formidler, at de kender dig. Også selv om det måske er din første tur til Gorom-Gorom.
Når kvinder og børn fra M’Balla Sukaabe modtager danskere på besøg, så har de forventninger, som er skabt af mange foregående af vore landsmænd og af mange andre kontakter via mail og telefon.
De har forventninger om et ligeværdigt møde mellem mennesker.
Det lyder højtideligt. Men selv om billeder viser, hvor løssluppet stemningen er, er ligeværdighed det rette ord at tage frem.
De og vi er forskellige. Vi kan blot tænke på vore økonomiske og klimatiske vilkår. Kvinderne i M’Balla Sukaabe tilhører en kultur, der bestemt ikke er bange for forskellighed. De lever til daglig med naboer fra adskillige etniske grupper,med andre sprog, religioner og kulturelle vaner.
Det, de frygter, er at møde en følelse af overlegenhed, bedreviden. For den har præget store dele af deres tilværelse gennem 100 år, når de og vi fra Europa mødes.
Kolonitiden har sat sig mange spor i disse samfund. Et af dem er en ekstrem fin fornemmelse for, om den anden føler sig mere udviklet, mener at vide bedre end de selv, hvordan deres hverdag skal forandres og føler sig berettiget til at tage beslutninger på deres vegne og ”for deres egen skyld”.
En dråbe af denne overlegenheds følelse kan forgifte samværet. (Om den hvide mand eller kvinde så mærker det eller ej, er en anden sag.)
Multikulturen i Burkina Faso har udviklet en udpræget evne til at opfatte andres holdning, aflæse krop og stemme – og når burkineren så møder mennesker, der også opfatter dem og os som ligeværdige, så mærker de det lige så stærkt som det modsatte. Så er smilet uden forbehold og håndtrykket fortroligt.
”Når det nu engang er os, der har pengene, så kan et forhold mellem dem og os da aldrig blive ligeværdigt!” Den sætning høres ikke sjældent– ofte af velmenende menneskers mund, men det er netop det, der er forkert.
Følelsen af ligeværdighed stikker langt dybere end økonomi og materielle vilkår. Den skræller lag efter lag af kulturen og historiens overflade og efterlader os der, hvor meget af hovedet er slået fra, og krop og følelser taler for sig selv.
Ligeværdigheden er selve grundlaget for samarbejdet mellem M’Balla Sukaabe og Red børnene i Gorom-Gorom. I kraft af den kan vi føre samtaler om svære emner, afsløre uforståenhed, diskutere vanskelige valg og vilkår – uden at skjule vore værdigrundlag og umiddelbare standpunkter. Vi ved,at vi diskuterer for at mødes og udvikle os sammen, ikke for at dominere.
I centrum af kalenderbilledet for september 2010 ses Alex Holm Jensen, som har betalt kvindernes samlingssted – delvist privat og delvist som repræsentant for firmaet Systematic. – og Fatimata Issa, som har modtagetog administreret pengene som kasserer i M’Balla Sukaabe.
Vi lader billedet stå et øjeblik…