Kalenderfortælling juni 2010

Lystlæsning - børnene har fået deres eget bibliotek.

”Skulle det nu være nødvendigt?” var der folk der spurgte. De mente vist, at det var en underlig prioritering at lave et bibliotek for en gruppe børn og unge, som kender til sultens plage og fejlernæringens skavanker på egen krop.


Vi der har været med til at grundlægge Red børnene i Gorom-Gorom i 2003, fik brug for at tale om foreningens første år. Hvordan vi hurtigt besluttede, at vi skulle prioritere skolegang og uddannelse over alt andet, og hvordan vi ofte følte os beklemte ved tanken om, at vi en dag måske end ikke kunne opfylde det behov. Selv om vi gentog for os selv og hinanden, at det skulle vi.


Vi arbejder stadigvæk for at sikre de midler, der skal til for også fremover at sikre skolegangen og uddannelsen, medicin ved sygdom, tøj, sovemåtter, moskitonet og andre fornødenheder – samt nogle gange om året en sæk hirse til hver af de 81 familier, der har taget børnene til sig.



Men nu er vi nået dertil, at vi kan tillade os at tænke den tanke til ende, at enhver erfaring siger, at børn lærer allermest af det, de læser af egen lyst, af nysgerrighed og af trang til at udfordre sig selv.


Da samlingsstedet blev indviet i november 2008, havde vi også en gave med: En stak fransksprogede bøger af afrikanske forfattere samt abonnement på et vestafrikansk ungdomsblad og et tilsvarende børneblad.


Sammen med de mange andre bøger og tegneserier, der nu er på biblioteket, indtager børn og unge nu nye verdener, som vi havde forventet – men vi havde ikke forudset, at også nogle af kvinderne dagligt griber et blad eller en læs-let-bog.


Som vi før har fortalt, har de nu etableret et alfabetiseringskursus på lokalsproget fulfulde. Og vi skal måske til at se os om efter litteratur på fuldfulde, tamashek og songhai?


Vi har grund til at håbe, at der inden længe føres elektricitet til centret – til erstatning for generatoren som kun startes ved særlige behov - og det giver nye perspektiver for de pc’er og symaskiner, der kom med containeren i november 2008 – sammen med kontormøbler, Lego-klodser og meget andet.


Nu er der udsigt til, at flere og flere af børnene og de unge kan blive indviet i tastaturets mysterier og lære at sy tøj. Også nogle af kvinderne, som ikke har haft den mulighed?


En dag får de adgang til internettet.


Mens vi lader de tanker flyde, kan vi huske os selv på, at den sidste danske statsminister uden videregående uddannelse, Anker Jørgensen, ofte understregede, at det var folkebiblioteket, der gjorde ham til den, han var.

 
Siden er designet i mono af freelancejournalist Lars Rossen, larsrossen@mail.dk, som støtte til foreningens arbejde
Lav din egen hjemmeside med mono.net