Red børnene i Gorom-Gorom holdt generalforsamling 8. april. Nedenfor kan du læse bestyrelsens skriftlige og formandens mundtlige beretning 2007 samt det nye arbejdsprogram.
Beretning 2007
2007 blev et på alle måder skelsættende år for det samarbejde Red børnene i Gorom-Gorom har med vores burkinske søsterorganisation Balla Sukaabe. Kvinderne fik omvisiteret børn og unge mennesker, så der i projektet i dag kun er plads til børn og unge, der er i gang med en skole- eller erhvervsuddannelse.
Det har de valgt at gøre efter, at vi under besøget sidste år indskærpede kvinderne, at vi i Danmark markedsfører projektet som et uddannelsesprojekt. Konkret har det betydet, at der er nogle børn og unge, der er røget ud af projektet, og at der i stedet er kommet nye til.
Tidligere har kvinderne arbejdet ud fra den stiltiende devise, at når et barn eller en ung er inde i projektet, bliver de der.Så det har for dem været en smertefuld amputation, der ikke er blevet mindre af, at de ofte er på en eller anden måde beslægtet med de børn, der er i projektets varetægt. Ved årsskiftet hjalp vores to foreninger 100 børn og unge, hvoraf de 99 var under uddannelse, og den sidste, en 14-årig døv dreng, ventede på, at vores sypiger blev færdiguddannede ved skrædderen, så også han kunne lære at sy.
Men året har været skelsættende på flere måder end som så.
Naturkatastrofen 6. august 2006, hvor 135 millimeter regn på få timer fik dæmningen til at bryde sammen og vandmasserne til at ødelægge 970 huse i byen og tage det meste af høsten med sig, har naturligt sat sit præg på aktiviteterne i Gorom-Gorom og i Danmark.
Mange gode kræfter har været samlet om at afbøde virkningerne af naturkatastrofen.
Takket være privat katastrofehjælp givet af henholdsvis medlemmer af Red børnene i Gorom-Gorom og Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso samt et pænt tilskud fra tipsmidlerne, har vi gennem hele året sendt ekstraordinær fødevarehjælp.
Vores børn bor hos deres værger i fattige og hovedsageligt børnerige familier, hvor alle spiser sammen. Vi har været meget opmærksomme på, at fødevarehjælpen, for at mætte vores 100 børn, skulle ganges op med både faktor 2, 3 og måske endda 4. Vi har bidraget til, at børnene ikke er underernærede.
22 af vores børns værger mistede deres huse under oversvømmelsen. De var værger for 54 af vores 100 børn, og det betyder, at mere end halvdelen af vores børn manglede tag over hovedet efter august 2006. Nogle af disse huse kunne vi takket være katastrofehjælpen hurtigt sende penge til at erstatte.
Rapperen ”Ham den lange” alias, Thorbjørn Bech-Rossen, der er medlem af vores forening, påtog sig det store arbejde at arrangere en rapkoncert, hvor otte solister og bands gav den gas til fordel for vores forening, der fik alle entreindtægterne.
Dagen efter koncerten overførte vi aftenens gevinst på 21.400 kroner til Balla Sukaabe, der brugte dem til at opføre yderligere fire huse. Thorbjørn lovede os dengang, at koncerten ikke bliver en enlig svale. Men næste gang vil han gerne have hjælp til det praktiske.
På et bestyrelsesmøde i oktober gjorde vi status. 14 måneder efter katastrofen, havde vi ydet økonomisk hjælp til at bygge 12 af de 22 huse, vores familier havde mistet. Det, synes vi jo, var ganske flot. Men samtidig var vi smerteligt klar over, at regnestykket først og fremmest viser, at ti af vores familier nu havde været husvilde i mere end et år.
Og hvad gør vi så? Hvad der begyndte med en strøtanke om, at vi kunne lave en kalender med billeder af vores samarbejde, tog i de følgende uger og måneder hastigt form. Vi fik to private virksomheder til at sponsorere trykudgifterne og bi-drog selv med billeder og tekst og et af vores medlemmer layoutede kalenderen uden beregning.
Regnestykket lød, at hvis vi kunne sælge 500 kalendere á 100 kroner, ville vi have penge til at bygge de sidste ti huse. Og der gik sport i opgaven.
Gennem hjemmesiden og personlig ja nærmest daglig mailkontakt til medlemmerne fulgte vi alle med i projektet. Nu var der penge til fem huse, nu syv, nu ni. 19. december kunne vi melde, at projektet var lykkedes, og at alle ti huse ville blive bygget.
Jeg tror, de følelser, der på det tidspunkt overvældede os alle, var en smule stolthed og en pæn portion taknemmelighed. På et tidspunkt hvor vi havde investeret en del penge, en masse tid og ikke mindst umådelige mængder positiv energi og overtalelsesevner, var vi taknemmelige.
Taknemmelige og glade over at være en del af et mellemfolkeligt net-værk, der bevarede roen og overblikket i et regulært katastrofeår, hvor sulten blev holdt fra døren, børnene mødte i skolen og de, der var ble-vet hjemløse atter fik et sted at bo.
Og taknemmelige over at vores projekt lykkedes netop i december 2007, hvor mange begyndte at se skævt til nødhjælp, fordi Røde Kors tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen fik et gyldent håndtryk med ind i Folketingssalen, og hvor TV’s satireprogrammer tog trenden med ulandsbistand som julegaver under mere end kærlig behandling. De mange, der har hjulpet i årets løb og i slutspurten ved køb af kalendere – også til julegaver - har kunnet se, at vores hjælp nytter.
Og den bedste julegave for os har været det privilegium, det er at være med til at opkvalificere samarbejdet mellem de stærke og selvstændige kvinder i Balla Sukaabe og den stærke og materielt offervillige danske søsterorganisation Red børnene i Gorom-Gorom – selv i et kriseår.
Mundtlig beretning 2007
Denne beretning supplerer den skriftlige og lægger i øvrigt op til aftenens diskussioner om, hvordan vi kommer videre herfra. Vi skal glæde os også over de små ting, vi udretter i tilværelsen.
Og der er grund til at være glade. Det arbejde Red børnene i Gorom-Gorom og kvinderne i Balla Sukaabe udfører takket være sponsorater og med-lemsbidrag hører til blandt de i den store globale sammen-hæng små ting. Men bestemt også til de ting, det er værd at glæde sig over.
Vi er nu 125 medlemmer og har bevist, at vi kan mobilisere og klare selv den værste krise.
Det tegner godt for Balla Sukaabes børns fremtid.
Vi har afværget sult og holdt børnene i skole i et år, hvor hovedparten havde usikre boligforhold.
Det er ikke så ringe, som vi siger på jysk. Og kvinderne i en af verdens fattigste byer Gorom-Gorom, er da også glade for det, vi sammen har udrettet.
Glade er også Bintou Koudougou, Mairama Asmana, Maiga Kadija og Hama Kadidjatou. De fire piger havde svært ved at klare skolen og kom for godt to år siden i lære som skræddere.
1. marts blev de udlært.
Vi har efter deres eget ønske givet dem et trædebord, så de kan sy med begge hænder og stadig spare på den dyre elektricitet, og de har hver fået omkring 1.100 kroner i etableringsstøtte, så de kan købe nåle, målebånd, sakse, stof, og hvad der ellers hører sig til og komme i gang med deres nye metier.
De første kunder i pigernes nye butik banker allerede på.
Børnene i Balla Sukaabe skal nemlig bruge skoleuniformer også i skoleåret 2008-2009, og indtægterne fra foreningens køb af disse, kan nu komme de første tidligere Balla Sukaabe børn til gode.
Pigerne har i et brev udtrykt taknemmelighed over denne starthjælp og tilbudt at lære kvinderne i Balla Sukaabe at sy til husbehov.
De efterlader ingen tvivl om, at vi for dem har gjort en forskel for livet. En femte pige Maimouna Koudougou er i lære som knallertmekaniker, og det er usædvanligt.
Mariama Mint Moctar, som vi ser her, vil gerne være journalist. Hun går i realskolen og er næstbedst i klassen, så måske bliver det hende, der en dag forfatter den burkinske udgave af bogen: De sendte en dame.
De burkinske kvinder er øjensynligt gjort af et særligt sejt stof, der måske kommer af, at de trods ofte fraværende mænd overlever med værdighed og kultur i behold på kanten af al eksistens.
Der har været en misforståelse mellem os og kvinderne i Balla Sukaabe efter besøget sidste år, hvor vi opfordrede dem til at sikre, at kun børn og unge under uddannelse optræder i programmets varetægt.
De forstod det i første omgang som et ønske om at alle skulle gå i skole. Så Thyge har under besøgene i januar og februar præciseret, at vi værdsætter faglige uddannelser lige så højt.
I øjeblikket er der 100 børn og unge fra forskolen til 3. G. og en enkelt i lære som skrædder.
Hvem ved, om vi ikke på sigt vil komme til at operere med en form for etableringsydelse til de unge mennesker, der har været omfattet af programmet men kun klaret skolen til et vist niveau.
Det kan meget vel blive diskussioner, vi kommer til at tage med kvinderne og på de kommende generalforsamlinger i Red børnene i Gorom-Gorom.
Hvordan giver vi slip, så vi er sikre på, vi har tilført det enkelte menneske ressourcer til at klare sig videre i tilværel-sen.
Vi skal nemlig hjælpe børnene og de unge mennesker så langt som muligt men uden at stæse dem frem.
For den pige, der som 14-årig går ud af skolen efter at være dumpet et par gange i femte klasse, har hjælpen ikke været forgæves. Fire års skolegang er for hende en sejr og ikke et nederlag. Hun kan noget, hun ellers ikke ville have kunnet. Og hun er en del af den uendeligt langsomme alfabetiseringsproces, der i dag er i gang i Burkina Faso.
Hvis vi i samarbejde med kvinderne vurderer, at for eksempel denne pige har ressourcerne til at drive en lille bod på markedet, vil det være relevant at se på, om vi kan sende hende videre med et lille økonomisk skub i ryggen.
Vi kan i dag glæde os over, at vi er nået dertil, at vi kan begynde at sætte hjælpen i perspektiv.
Som nævnt i den skriftlige beretning sætter vi nu i samarbejde med kvinderne et byggeri af deres eget sted i værk.
Det giver værdighed, det giver prestige, og det giver frem for alt muligheder at have et indhegnet område, der er deres med kontorbygninger, halvtag, samlingssted og latrin.
En privat sponsor har tilbudt at betale løn til Balla Sukaabes sekretær Hadjata Ohaya og kasserer Fatimata Issa.
Årsagen er, at disse to kvinder har nået den øvre grænse for, hvad der kan lade sig gøre som en ulønnet frivillig arbejdskraft i det store hjælpearbejde, kvinderne i Balla Sukaabe gør.
Ikke alene er de værger for et betragteligt antal børn som de passer og passer på ved siden af deres egne.
Det er også dem, der i det daglige sørger for indkøb, distribution, regnskab, indskrivning i skoler, samtaler med lærere og værger, organisering af lektiehjælp og meget mere.
Indenfor de seneste år har de også været tovholdere på byggeri af 23 huse, for vi fik faktisk samlet penge ind til et ekstra hus bygget på wildcard men uden tvivl til en værdigt trængende.
Og det vil blive dem, der kommer til at tage det store organisatoriske slæb, når vi nu sætter den hidtil største entreprenøropgave i værk og giver kvinderne deres eget sted.
Misundelse er ikke et ukendt fænomen, hverken på de danske villaveje eller i Gorom-Gorom.
Derfor har det været vigtigt for os at sikre, at de andre kvinder i Balla Sukaabes bestyrelse bakker op om vores vurdering, at det er disse to kvinder, vi skal have på lønningslisten.
Og det gør de 100 procent. Vi har set rigtigt.
Arbejdsprogram 2008
Vi vil aktivt arbejde for at skaffe såvel engangssponsorater som løben-de bidrag fra private såvel som fra virksomheder og fonde.
Samtidig vil vi søge at mobilisere medlemmerne til aktivt at udbrede kendskabet til vores forening.
Vi vil fortsat informere gennem mails og jævne opdateringer af hjem-mesiden.
Vi vil intensivere samarbejdet med bestyrelsen i BALLA SUKAABE samtidig med, at vi fortsat kontrollerer, at pengene bliver brugt i over-ensstemmelse med vores vedtægter.
I år vil vi aktivt arbejde med modeller, der kan forbedre rammerne for kvinderne i Balla Sukaabes arbejde.
Vi vil forholde os aktivt i forhold til skolelisterne og gennem dem føl-ge det enkelte barns udvikling og være en aktiv sparringpartner med BALLA SUKAABE, hvis der er børn, der har særlige problemer.
Endelig vil vi løbende diskutere, hvordan vi prioriterer vores overførs-ler, så vi bedst muligt sikrer kontinuiteten for det enkelte barn.
Red børnene i Gorom-Gorom holdt generalforsamling 8. april. Nedenfor kan du læse bestyrelsens skriftlige og formandens mundtlige beretning 2007 samt det nye arbejdsprogram.
Beretning 2007
2007 blev et på alle måder skelsættende år for det samarbejde Red børnene i Gorom-Gorom har med vores burkinske søsterorganisation Balla Sukaabe. Kvinderne fik omvisiteret børn og unge mennesker, så der i projektet i dag kun er plads til børn og unge, der er i gang med en skole- eller erhvervsuddannelse. Det har de valgt at gøre efter, at vi under besøget sidste år indskærpede kvinderne, at vi i Danmark markedsfører projektet som et uddannelsesprojekt. Konkret har det betydet, at der er nogle børn og unge, der er røget ud af projektet, og at der i stedet er kommet nye til.
Tidligere har kvinderne arbejdet ud fra den stiltiende devise, at når et barn eller en ung er inde i projektet, bliver de der.Så det har for dem været en smertefuld amputation, der ikke er blevet mindre af, at de ofte er på en eller anden måde beslægtet med de børn, der er i projektets varetægt. Ved årsskiftet hjalp vores to foreninger 100 børn og unge, hvoraf de 99 var under uddannelse, og den sidste, en 14-årig døv dreng, ventede på, at vores sypiger blev færdiguddannede ved skrædderen, så også han kunne lære at sy.
Men året har været skelsættende på flere måder end som så.
Naturkatastrofen 6. august 2006, hvor 135 millimeter regn på få timer fik dæmningen til at bryde sammen og vandmasserne til at ødelægge 970 huse i byen og tage det meste af høsten med sig, har naturligt sat sit præg på aktiviteterne i Gorom-Gorom og i Danmark.
Mange gode kræfter har været samlet om at afbøde virkningerne af naturkatastrofen.
Takket være privat katastrofehjælp givet af henholdsvis medlemmer af Red børnene i Gorom-Gorom og Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso samt et pænt tilskud fra tipsmidlerne, har vi gennem hele året sendt ekstraordinær fødevarehjælp.
Vores børn bor hos deres værger i fattige og hovedsageligt børnerige familier, hvor alle spiser sammen. Vi har været meget opmærksomme på, at fødevarehjælpen, for at mætte vores 100 børn, skulle ganges op med både faktor 2, 3 og måske endda 4. Vi har bidraget til, at børnene ikke er underernærede.
22 af vores børns værger mistede deres huse under oversvømmelsen. De var værger for 54 af vores 100 børn, og det betyder, at mere end halvdelen af vores børn manglede tag over hovedet efter august 2006. Nogle af disse huse kunne vi takket være katastrofehjælpen hurtigt sende penge til at erstatte.
Rapperen ”Ham den lange” alias, Thorbjørn Bech-Rossen, der er medlem af vores forening, påtog sig det store arbejde at arrangere en rapkoncert, hvor otte solister og bands gav den gas til fordel for vores forening, der fik alle entreindtægterne.
Dagen efter koncerten overførte vi aftenens gevinst på 21.400 kroner til Balla Sukaabe, der brugte dem til at opføre yderligere fire huse. Thorbjørn lovede os dengang, at koncerten ikke bliver en enlig svale. Men næste gang vil han gerne have hjælp til det praktiske.
På et bestyrelsesmøde i oktober gjorde vi status. 14 måneder efter katastrofen, havde vi ydet økonomisk hjælp til at bygge 12 af de 22 huse, vores familier havde mistet. Det, synes vi jo, var ganske flot. Men samtidig var vi smerteligt klar over, at regnestykket først og fremmest viser, at ti af vores familier nu havde været husvilde i mere end et år.
Og hvad gør vi så? Hvad der begyndte med en strøtanke om, at vi kunne lave en kalender med billeder af vores samarbejde, tog i de følgende uger og måneder hastigt form. Vi fik to private virksomheder til at sponsorere trykudgifterne og bi-drog selv med billeder og tekst og et af vores medlemmer layoutede kalenderen uden beregning. Regnestykket lød, at hvis vi kunne sælge 500 kalendere á 100 kroner, ville vi have penge til at bygge de sidste ti huse. Og der gik sport i op-gaven.
Gennem hjemmesiden og personlig ja nærmest daglig mailkontakt til medlemmerne fulgte vi alle med i projektet. Nu var der penge til fem huse, nu syv, nu ni. 19. december kunne vi melde, at projektet var lykkedes, og at alle ti huse ville blive bygget.
Jeg tror, de følelser, der på det tidspunkt overvældede os alle, var en smule stolthed og en pæn portion taknemmelighed. På et tidspunkt hvor vi havde investeret en del penge, en masse tid og ikke mindst umådelige mængder positiv energi og overtalelsesevner, var vi taknemmelige.
Taknemmelige og glade over at være en del af et mellemfolkeligt net-værk, der bevarede roen og overblikket i et regulært katastrofeår, hvor sulten blev holdt fra døren, børnene mødte i skolen og de, der var ble-vet hjemløse atter fik et sted at bo.
Og taknemmelige over at vores projekt lykkedes netop i december 2007, hvor mange begyndte at se skævt til nødhjælp, fordi Røde Kors tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen fik et gyldent håndtryk med ind i Folketingssalen, og hvor TV’s satireprogrammer tog trenden med ulandsbistand som julegaver under mere end kærlig behandling. De mange, der har hjulpet i årets løb og i slutspurten ved køb af kalendere – også til julegaver - har kunnet se, at vores hjælp nytter.
Og den bedste julegave for os har været det privilegium, det er at være med til at opkvalificere samarbejdet mellem de stærke og selvstændige kvinder i Balla Sukaabe og den stærke og materielt offervillige danske søsterorganisation Red børnene i Gorom-Gorom – selv i et kriseår.
Mundtlig beretning 2007
Denne beretning supplerer den skriftlige og lægger i øvrigt op til aftenens diskussioner om, hvordan vi kommer videre herfra. Vi skal glæde os også over de små ting, vi udretter i tilværelsen.
Og der er grund til at være glade. Det arbejde Red børnene i Gorom-Gorom og kvinderne i Balla Sukaabe udfører takket være sponsorater og med-lemsbidrag hører til blandt de i den store globale sammen-hæng små ting. Men bestemt også til de ting, det er værd at glæde sig over.
Vi er nu 125 medlemmer og har bevist, at vi kan mobilisere og klare selv den værste krise.
Det tegner godt for Balla Sukaabes børns fremtid.
Vi har afværget sult og holdt børnene i skole i et år, hvor hovedparten havde usikre boligforhold.
Det er ikke så ringe, som vi siger på jysk. Og kvinderne i en af verdens fattigste byer Gorom-Gorom, er da også glade for det, vi sammen har udrettet. Glade er også Bintou Koudougou, Mairama Asmana, Maiga Kadija og Hama Kadidjatou. De fire piger havde svært ved at klare skolen og kom for godt to år siden i lære som skræddere.
1. marts blev de udlært.
Vi har efter deres eget ønske givet dem et trædebord, så de kan sy med begge hænder og stadig spare på den dyre elektricitet, og de har hver fået omkring 1.100 kroner i etableringsstøtte, så de kan købe nåle, målebånd, sakse, stof, og hvad der ellers hører sig til og komme i gang med deres nye metier.
De første kunder i pigernes nye butik banker allerede på.
Børnene i Balla Sukaabe skal nemlig bruge skoleuniformer også i skoleåret 2008-2009, og indtægterne fra foreningens køb af disse, kan nu komme de første tidligere Balla Sukaabe børn til gode.
Pigerne har i et brev udtrykt taknemmelighed over denne starthjælp og tilbudt at lære kvinderne i Balla Sukaabe at sy til husbehov.
De efterlader ingen tvivl om, at vi for dem har gjort en forskel for livet. En femte pige Maimouna Koudougou er i lære som knallertmekaniker, og det er usædvanligt. Mariama Mint Moctar, som vi ser her, vil gerne være journalist. Hun går i realskolen og er næstbedst i klassen, så måske bliver det hende, der en dag forfatter den burkinske udgave af bogen: De sendte en dame.
De burkinske kvinder er øjensynligt gjort af et særligt sejt stof, der måske kommer af, at de trods ofte fraværende mænd overlever med værdighed og kultur i behold på kanten af al eksistens. (billede)
Der har været en misforståelse mellem os og kvinderne i Balla Sukaabe efter besøget sidste år, hvor vi opfordrede dem til at sikre, at kun børn og unge under uddannelse optræder i programmets varetægt.
De forstod det i første omgang som et ønske om at alle skulle gå i skole. Så Thyge har under besøgene i januar og februar præciseret, at vi værdsætter faglige uddannelser lige så højt.
I øjeblikket er der 100 børn og unge fra forskolen til 3. G. og en enkelt i lære som skrædder.
Hvem ved, om vi ikke på sigt vil komme til at operere med en form for etableringsydelse til de unge mennesker, der har været omfattet af programmet men kun klaret skolen til et vist niveau.
Det kan meget vel blive diskussioner, vi kommer til at tage med kvinderne og på de kommende generalforsamlinger i Red børnene i Gorom-Gorom.
Hvordan giver vi slip, så vi er sikre på, vi har tilført det enkelte menneske ressourcer til at klare sig videre i tilværel-sen.
Vi skal nemlig hjælpe børnene og de unge mennesker så langt som muligt men uden at stæse dem frem.
For den pige, der som 14-årig går ud af skolen efter at være dumpet et par gange i femte klasse, har hjælpen ikke været forgæves.
Fire års skolegang er for hende en sejr og ikke et nederlag.
Hun kan noget, hun ellers ikke ville have kunnet. Og hun er en del af den uendeligt langsomme alfabetiseringsproces, der i dag er i gang i Burkina Faso.
Hvis vi i samarbejde med kvinderne vurderer, at for eksempel denne pige har ressourcerne til at drive en lille bod på markedet, vil det være relevant at se på, om vi kan sende hende videre med et lille økonomisk skub i ryggen.
Vi kan i dag glæde os over, at vi er nået dertil, at vi kan begynde at sætte hjælpen i perspektiv.
Som nævnt i den skriftlige beretning sætter vi nu i samarbejde med kvinderne et byggeri af deres eget sted i værk.
Det giver værdighed, det giver prestige, og det giver frem for alt muligheder at have et indhegnet område, der er deres med kontorbygninger, halvtag, samlingssted og latrin.
En privat sponsor har tilbudt at betale løn til Balla Sukaabes sekretær Hadjata Ohaya (billede) og kasserer Fatimata Issa (billede).
Årsagen er, at disse to kvinder har nået den øvre grænse for, hvad der kan lade sig gøre som en ulønnet frivillig arbejdskraft i det store hjælpearbejde, kvinderne i Balla Sukaabe gør.
Ikke alene er de værger for et betragteligt antal børn som de passer og passer på ved siden af deres egne.
Det er også dem, der i det daglige sørger for indkøb, distribution, regnskab, indskrivning i skoler, samtaler med lærere og værger, organisering af lektiehjælp og meget me-re.
Indenfor de seneste år har de også været tovholdere på byggeri af 23 huse, for vi fik faktisk samlet penge ind til et ekstra hus bygget på wildcard men uden tvivl til en værdigt trængende.
Og det vil blive dem, der kommer til at tage det store organisatoriske slæb, når vi nu sætter den hidtil største entreprenøropgave i værk og giver kvinderne deres eget sted.
Misundelse er ikke et ukendt fænomen, hverken på de danske villaveje eller i Gorom-Gorom.
Derfor har det været vigtigt for os at sikre, at de andre kvinder i Balla Sukaabes bestyrelse bakker op om vores vurdering, at det er disse to kvinder, vi skal have på lønningslisten.
Og det gør de 100 procent. Vi har set rigtigt.
Lad os slutte den mundtlige beretning med en stribe billeder af de børn, vi hjælper.
Arbejdsprogram 2008
Vi vil aktivt arbejde for at skaffe såvel engangssponsorater som løben-de bidrag fra private såvel som fra virksomheder og fonde.
Samtidig vil vi søge at mobilisere medlemmerne til aktivt at udbrede kendskabet til vores forening.
Vi vil fortsat informere gennem mails og jævne opdateringer af hjem-mesiden.
Vi vil intensivere samarbejdet med bestyrelsen i BALLA SUKAABE samtidig med, at vi fortsat kontrollerer, at pengene bliver brugt i over-ensstemmelse med vores vedtægter.
I år vil vi aktivt arbejde med modeller, der kan forbedre rammerne for kvinderne i Balla Sukaabes arbejde.
Vi vil forholde os aktivt i forhold til skolelisterne og gennem dem føl-ge det enkelte barns udvikling og være en aktiv sparringpartner med BALLA SUKAABE, hvis der er børn, der har særlige problemer.
Endelig vil vi løbende diskutere, hvordan vi prioriterer vores overførs-ler, så vi bedst muligt sikrer kontinuiteten for det enkelte barn.