Generalforsamling

Fredag den 24. april 2009 klokken 19.00
Langenæskirken, Kirkedammen 2
8000 Århus C.


Alle medlemmer af foreningen er velkomne.

 

Beretning Red børnene i Gorom-Gorom 2008

 

2008 har været et på alle måder spændende år. Et mulighedernes år, hvor mange skibe er sat i søen og mange drømme indfriet.

Samtidig har vi fortsat støt medlemsfremgang og har på seks år udviklet os fra at være 13 medlemmer til at være 154 medlemmer.

Først og størst er naturligvis, at kvinderne fra at have administreret deres projekt som værger for 100 børn fra kasserer Fatimata Issas hjem, nu har fået deres eget samlingssted.

Her er tale om en grund på omkring 2400 kvadratmeter med et hus, der har bibliotek, kontor og fællessal. Udenfor er der køkken overdækket såvel som frit, vagthus og latrin.

 I november blev det indviet ved en festlighed, hvor blandt andre provinsens højkommissær, byens viceborgmester og repræsentanter fra den danske ambassade deltog.

Her deltog også en mængde voksne og børn, der bogstaveligt talt var trommet sammen til den store begivenhed. I alt var der op mod 300 til indvielsen.

Også Alex Holm Jensen og hans kone Anne-Grete Jensen, der sammen med Systematic har sponsoreret huset, deltog sammen med Thyge Christensen og Jens Rossen fra Red børnene i Gorom-Gorom i festlighederne.

Højkommissæren fremhævede i sin tale vores samar-bejde med kvinderne i M’Balla Sukaabe som meget velfungerende – også målt op mod andre projekter.

Realskoleeleven Mariam Mint Moctar beskrev for børnene meget poetisk, hvad hjælpen betyder for de børn, der får hjælp gennem projektet. Hun sagde blandt andet:

"Da skæbnen bankede på hos os og gentagne gange rev vore kæreste fra os, da havde vi kun lige tid til at tørre vore øjne, før en redningsstage blev rakt ud til os af barmhjertige sjæle. Disse tapre kvinder viger ikke for nogen forhindring. De er dynamiske mødre i en families midte.
Foreningen M’Balla Sukaabe, æret være du…"

 

Senere sagde hun: 
"…til vore tapre forældre i Danmark siger vi ”taak”.
Fordi I har vasket vores ryg, vil vi selv vaske vores mave og vores ansigt.
Snart vil vi selv kunne fiske, fange fisk til at ernære os selv og ernære andre.
Vi ønsker dig et langt liv, M’Balla Sukaabe, og sikkert og vist ønsker vi også os selv et langt liv. Tak."

 

Vi holdt også en tale, der var rettet mod kvinderne. Den lød:

 

"Kære skønne kvinder i M’Balla Sukaabe. Det er en glad dag, hvor vi kan samles her og indvie jeres nye samlings-sted.

I har fortjent det.

Det er snart seks år siden, vi stiftede M’Balla Sukaabe Danois (danske Red børnene i Gorom-Gorom).  Vi er en dansk søsterorganisation, der nært samarbejder med jer om at hjælpe børnene. Seks år har vi været sammen og hvilke år. Jeg er sikker på, at alle i de to søsterorganisationer har lært meget. Lært at finde muligheder, hvor de er svære at se. Vi har både grint og grædt.

Grint, når vi har mødtes, og I har modtaget os med gæstfrihed. Når I har fremvist resultater med velfortjent stolthed.  Og når vi har danset og været glade sammen.

Grædt, når høsten har været for dårlig. Når børn er døde af sygdom. Og da regnen tog husene.

Jeg overbringer de varmeste hilsner fra bestyrelsen i M’Balla Sukaabe Danois. Og fra medlemmerne, som jeg repræsenterer i dag.

Vi var 13, der stiftede foreningen i 2003 efter at have mødt jer personligt. I dag er vi flere end ti gange så mange i M’Balla Sukaabe Danois.

Det er fordi, vi er gode til at snakke sammen. Og fordi vi er gode til at fortælle historier. Vi har medlemmer, der er både rige og fattige. De er samlet i engagementet og i et ønske om at være en del af jeres historie.

Af vores historie.

Jeres historie blev i høj grad vores, da regnen i 2006 tog en tredjedel af husene i Gorom-Gorom. 53 af de børn, vi beskytter, blev med værgerne og med værgernes familier boligløse .

Katastrofeindsamling, rapkoncert og kalendersalg var de virkemidler, vi brugte for at samle penge ind til at genhuse familierne. Det tog sin tid. Men det lykkedes. I dag har I fået jeres nye samlingssted.

I har fortjent det.

Alex Holm Jensen, der er til stede med sin hustru Anne-Grete, har skabt denne mulighed. Alex og Anne-Grete er som vi imponeret over jeres engagement, aktiviteter og over de resultater, der allerede er skabt.

Derfor er der nu givet tilsagn om, at I kan få møbler og meget andet fra containeren og om, at I kan få vand og elektricitet og en vagtordning ved det nye hus.

Fra 8. december sælger M’Balla Sukaabe Danois Mulighedernes kalender 2009 for at støtte vores fælles arbejde I ugens løb har vi med billeder og tekst søgt at illustrere både håb og muligheder. I har assisteret og vist masser af eksempler på blomster i ørkensandet.

Det lover godt for børnene i M’Balla Sukaabes famili-er.

Tak."

Kalenderen er i år fuld af håb og muligheder. Vi fik trykt 1.000. Knap 100 er foræret til vennerne i Burkina Faso, og der har været enkelte fejltryk.  Samlet har vi solgt mere end 700, så I kan stadig nå at være med ved at købe gennem hjemmesiden eller på generalforsamlingen.

Kalenderfortællingerne på vores hjemmeside er i år blevet udbygget på med flere informationer og ikke mindst billeder, der underbygger historierne. Se hvordan på www.gorom-gorom.dk.

Der sker hele tiden noget i foreningen, og der er rigtigt mange gode ideer til, hvad det nye samlingssted kan bruges til. I årets første måneder var to grupper danskere på besøg og så, hvordan kvinderne er begyndt et alfabetiseringsprojekt på deres lokalsprog fulfulde.

Samtidig viste det sig, at kvinderne i M’Balla Sukaabe betalte skolepenge for yderligere 50 børn.

Disse børn fik sidste år betalt skolepenge fra en italiensk organisation og siden intet.


 I bestyrelsen har vi vurderet, at vores forening er stærk nok til at løfte opgaven med en halv gang flere børn. Og sammen med kvinderne har vi derfor indrulleret børnene og de nye værger i vores fælles projekt, der herefter tæller 81 familier og 150 børn.
8. marts, på kvindernes internationale kampdag, var kvinderne fra bestyrelsen i M’Balla Sukaabe kaldt til Dori, hvor de af regionen hver fik overrakt en medalje for deres mangfoldige indsats.

Fra nu er det muligt at opnå skattefradrag for sponsorindbetalinger til Red børnene i Gorom-Gorom. Hør hvordan på generalforsamlingen eller læs det brev, der bliver sendt ud med referatet.

 Det er ikke let at være forældreløst barn i en sårbar egn i et af verdens fattigste lande. Her er det godt, at der findes kvinder med hjerte og energi som vores kvinder i M’Balla Sukaabe.

Vi har i årets løb ofte hørt fra vores kvinder, at de værdsætter den store støtte som vores forening yder dem, både økonomisk og på anden vis.

Denne tak vil jeg hermed gerne videregive til foreningens medlemmer.
                                                                 Jens Rossen

 
Siden er designet i mono af freelancejournalist Lars Rossen, larsrossen@mail.dk, som støtte til foreningens arbejde
Lav din egen hjemmeside med mono.net